(Larix decidua)
Europæisk lærketræ findes naturligt i Alperne, fra Nice til Wien, i Sudeterne, i Tatra-Karpaterne samt i et større område i det sydlige og centrale Polen.
Den blev indført til Danmark i slutningen af 1700-tallet. Den japanske lærk findes oprindeligt i den centrale del af øen Honshu, men dyrkes i Nord- og Sydjapan. Den kom først til Danmark i slutningen af 1800-tallet. I Tinghus Plantage i Gribskov står en bevoksning af europæisk lærk anlagt af J.G. von Langen i 1776.
Der er stadig en del træer tilbage, og de højeste er omkring 43 meter.
Udseende
Lærk bliver normalt mellem 25 – 35 meter høje. På unge træer er barken grålig. Nåletræer derer omkring 20 år gamle, danner en kraftig skorpebark.
Den europæiske lærk har grågule skud, hvorimod den japanske lærk har rødviolette, ofte blåduggede skud. Typisk for den japanske lærk er endvidere, at dens grene er ret grove, lange og vandret udstående.
Splinten er gullig-hvid, og kerneveddet er svagt rødbrunt i frisk tilstand. Kuløren på kerneveddet bliver møkere brun efter tørring og lyseksponering. Kerneveddet indeholder store mængder harpiks. NåleHos den europæiske lærk er nålene 2 – 3 cm. lange, friskgrønne og med fladt rudeformet tværsnit. Nålene hos den japansk lærk er 3 – 3,5 cm. lange og mere blågrønne.
Vil du vide mere, kan du læse videre her
